energiforbedringer energitjenesten

Energiforbedringer hos borgeren

EnergiTjenesten har samlet en række aktiviteter målrettet kommunens borgere, som vi har kaldt ”Spar 20%”. Med EnergiTjenestens ”Spar20%” aktiviteter kan kommunen iværksætte en række borgerrettede energiforbedringer, som i gennemsnit medfører energibesparelser på 20% af den enkelte husejers forbrug i kWh.

En bevilling fra Energifonden.net gør, at vi i 2014 kan tilbyde aktiviteterne til halv pris.

Hvad er en ”Spar20%” pakke?

En ”Spar 20%” pakke sammensættes ud fra de 5 nedenstående aktiviteter. En hel pakke koster 30.000 kr. og med støtten fra Energifonden.net, får kommunen aktiviteter til en værdi af 60.000 kr., men betaler selv kun de 30.000. De resterende 30.000 kr. betales af Energifonden.net. Der kan købes 2 ens pakker, eller kommunen kan selv sammensætte på kryds og tværs.

I ”Spar 20%” pakkerne er arrangementet ”For enden af vejen” obligatorisk. Herudover kan kommunen vælge frit mellem de øvrige aktiviteter til en samlet værdi af 15.000 pr. pakke.

orange arrow2 Hent eller print en oversigt over "Spar 20%" pakkerne med priseksempler

Aktiviteterne i Spar 20%

orange arrow2For enden af vejen

For enden af vejen er et arrangement i grundejerforeningen eller landsbylauget. En energirådgiver fra EnergiTjenesten giver fælles rådgivning på potentielle energibesparelser med udgangspunkt i to lokale huse. Herefter tjekkes 8 – 12 huse individuelt.
Netop det at bruge grundejerforeningens fælleskab som afsæt for energirådgivning, har vist sig at være givtigt i forhold til at sikre, at energibesparelsestiltagene også gennemføres, fordi naboer taler sammen og ofte kan hente gode håndværkertilbud hjem i fællesskab.

Pris 15.000 kr. ekskl. moms.

orange arrow2 Rådgivningscafé

EnergiTjenesten etablerer en rådgivercafé hos kommunen, hvor borgerne kan booke 30 – 45 minutters individuel rådgivning. Borgerne medbringer selv data om sit hus. Kommunen har inden rådgivningscafeen informeret EnergiTjenestens rådgiver om lokalplaner, forsyningsplaner m.m.

Pris 5.000 kr. ekskl. moms per gang (6 timer).

orange arrow2 Inspirationsoplæg

EnergiTjenesten giver et oplæg om energibesparelser på et borgermøde eller på en forenings generalforsamling. Foredraget kan suppleres med andre oplæg fra kommunen eller andre aktører. Kommunen er vært for arrangementet.

Pris 5.000 kr. ekskl. moms.

orange arrow2 ”Spar 20%” kursus

Der afholdes et kursus for 20 – 30 borgere om energibesparelser, de selv kan gennemføre, f.eks. indregulere termostater, tjekke væg og vinduestemperaturer, montere tætningslister, følge forbruget osv. Kurset tager udgangspunkt i en kuffert med gør-det-selvudstyr. Kufferten rummer eksempelvis en termografipistol, eksempler på isoleringsskåle til vand- og varmerør, prøver på forskelligt isoleringsmateriale, udstyr til at måle mængden af eksisterende isolering i din hulmur og meget andet. Efterfølgende kan interesserede borgere låne kufferten en uge. Kommunen står for udlånet.

Pris: 8.000 kr. ekskl. moms.

orange arrow2 Mini energimesse

Kommunen og EnergiTjenesten arrangerer sammen en messe med ca. 10 lokale håndværkere eller producenter. EnergiTjenesten deltager med en uvildig rådgivningsstand og holder et oplæg af 20 – 30 minutters varighed.

Pris: 10.000 kr. ekskl. moms.


orange arrow2Kontakt din lokale EnergiTjeneste og få et uforpligtende tilbud

 

Hvad forpligter kommunen sig til?

Ved køb af en ”Spar 20%” pakke forpligter kommunen sig til at stå for synliggørelse af aktiviteterne i lokalområdet via presse m.m. Kommunen skal også finde de udvalgte grundejerforeninger eller bylaug, samt stå for booking af rådgivningscaféer og udlån af ”Spar 20%” kufferter. Endelig skal kommunen i samarbejde med foreningerne og EnergiTjenesten indsamle evalueringsdata fra de forskellige aktiviteter.



energitjenesten.dk samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. - Læs mere her

Luk og acceptér