Energitjenestens indsats rettet imod Byggeriets Parter.
- af Marianne Bender, marts 2012
Det er slutbrugeren, der står med det endelige valg, når der skal investeres, og de er ofte i kontakt med én eller flere af byggeriets parter. Analyser viser, at ca. 70% af slutbrugerne har tillid til, at de håndværkere, de henvender sig til, har den nødvendige viden for at kunne rådgive dem om energibesparelser og vedvarende energi.
I Danmark har vi et stort lovkompleks, der bl.a. beskriver krav til produkter og bygningers energimæssige egenskaber. Samtidig er der en stadig udvikling indenfor den tekniske og byggefaglige viden. Det kan være vanskeligt for den enkelte virksomhed at overskue, og følge med i det hele.
Det er derfor vores erfaring, at alle, der arbejder med energirelaterede opgaver i byggeriet, er interesseret i videns deling, erfaringsudveksling og faglig sparring for at kunne løfte opgaven i en grad, så de lever op til udviklingen indenfor den tekniske og byggefaglige viden.
Byggeriets Energiforum bidrager med en faglig dialog, tilbud om efteruddannelse, formidling af viden samt direkte kontakt til de af byggeriets parter, der er interesseret i at beskæftige sig med energibesparelser og energieffektivisering i bygninger.
Byggeriets Energiforum har fokus på fremtidens behov for en helhedsorienteret anskuelse af bygge- og renoveringsopgaver, hvorfor de temaer, der er på hjemmesiden anskues ud fra tværfaglige vinkler.
Målgruppen for Byggeriets Energiforum er Byggeriets parter, som f.eks. er: udførende håndværkere og installatører, arkitekter, rådgivende ingeniører, entreprenører og byggefirmaer, energikonsulenter, byggesagsbehandlere, ejendomsmæglere, byggemarkeder m.v. , der alle på én eller anden måde er i dialog med slutbrugeren, når denne skal træffe et valg, der omhandler det fremtidige energiforbrug i bygningen.
For at sikre, at de værktøjer (kurser, fagmaterialer m.v.), der tilbydes, lever op til branchens faglige niveau og samtidig ikke kolliderer med aktiviteter, der allerede er sat i gang, er der en tæt kontakt til branchens organisationer – herunder Dansk Håndværk, Dansk Byggeri, Tekniq, DS Håndværk & industri. Andre brancher, der er kontakt til er f.eks.: Konstruktørforeningen, FrI og Arkitektforeningen.
Der er også en tæt kontakt til øvrige aktører, der retter sig imod Byggeriets parter – herunder: Videnscenter for energibesparelser i bygninger, Teknologisk Institut, Byggecentrum, Dansk Energi (netselskabernes rådgivning), Tekniske Skoler, University Colleges, Entreprenørskolen, Håndværkerskolen, DTU, SEEB og SBi.
