case horsens

Forbedringerne har givet øget komfort og større livsglæde

Marieke og Torben skiftede til en luft til vand-varmepumpe for at gøre huset mere fremtidssikret. Renoveringen af førstesalen handlede til gengæld om at gøre livet bedre lige nu. Parrets forbedringer har gjort huset bedre både nu og i fremtiden.

Beboere

Det hvide, vandskurede hus i 2 plan er fra 1915 og ligger i Østjylland. På de 95 m2 bor Marieke, som er industriel designer, og Torben, som er køkkenchef. Det var ham, der købte huset for 7 år siden.

"Min far ejede huset og bor selv i huset ved siden af. Jeg fik lov til at købe huset på favorable vilkår. Det var et godt begynderhus, men det var lidt impulsivt," forklarer Torben, som hurtigt fik selskab i huset af Marieke.

Huset er blevet renoveret over en årrække, hvor Marieke og Torben har udskiftet vinduer og efterisoleret huset, ligesom de har udskiftet køkken og badeværelse og installeret en meget effektiv brændeovn, der kan varme hele huset op.

Beslutning

De 3 energiløsninger blev delt i 2 projekter. Vi skiftede oliefyret ud med en luft til vand-varmepumpe, og så drømte vi om et stort, lyst soveværelse på førstesalen, som matchede alt det, vi havde lavet i stueetagen. Oliefyret var fra 1977 og var sygt dårligt at fyre med. Vi vidste bare, at vi på et tidspunkt ville sælge huset, og så var vi nødt til at investere i en udskiftning af oliefyret inden da. Vi valgte varmepumpen, fordi det er en miljøvenlig løsning. På førstesalen var der ingen isolering, og det ville vi have gjort noget ved, så vi kunne bruge rummet. Vi ville også gerne åbne op til kip. Vi brugte overhovedet ikke andet end badeværelset på førstesalen. Der var et enkelt ovenlys i forvejen, men førstesalen skulle især være lysere. Det er jo et lille hus, som vi ville gøre større med mere lys. Jo mere lys jo bedre.

Rådgivning

Til udskiftningen af oliefyret havde vi besøg af en konsulent fra EnergiTjenesten. Hun lavede en miljøvurdering og gennemgik hele huset. Oliefyret var det sted, der ville gøre størst forskel. Det var vigtigt for os, at hun var uvildig, for alle leverandørerne er jo sælgere. Til projektet på 1. sal fik vi løbende rådgivning fra de forskellige håndværkere, vi brugte, selvom vi lavede langt det meste af arbejdet selv. Ellers talte vi kun med venner og familie om projektet, som også tog os over 1 år.

Økonomi

Til varmepumpen optog vi et banklån. Men det var mere et spørgsmål om bæredygtighed. Det skulle se fornuftigt ud og give værdi for pengene. Det var en langsigtet investering. På et tidspunkt skal vi sælge huset, og så skal løsningen også økonomisk være attraktiv for en køber. Vi brugte håndværkerfradraget til arbejdet. Projektet på 1. sal finansierede vi kontant løbende, fordi vi gjorde det over lang tid. Økonomien satte grænser for, hvor mange ovenlysvinduer der kunne blive sat op, men vi kiggede selvfølgelig også på vores reelle behov.

Forløb

Skiftet til luft til vand-varmepumpen var meget stille og roligt. Vi skiftede i efteråret og havde 2 dage uden varmt vand. Der brugte vi så bare brændeovnen til at holde varmen. Det var smertefrit og uden overraskelser. Olietanken blev blændet af. Vi fik den nødvendige vejledning og en serviceaftale på varmepumpen, så det kører bare. Arbejdet med førstesalen var hårdt. Det var fysisk hårdt arbejde, som var et godt sammensurium af arbejde fra professionelle håndværkere som elektrikeren og så i højeste grad os selv. Så længe man har energien, så er det jo fedt at lave sådan noget. Men det trækker også tænder ud, og det er ikke kun sjovt. Hvis vi havde haft pengene til det, så havde vi fået folk til at gøre det. Men det var nu relativt smertefrit, og det var også rigtig fedt at få lavet og lært så meget selv. Vi har lært meget om isolering og spartling og alt muligt andet.

Resultat

Varmepumpen fungerer bare og giver os intet arbejde. Det er dejligt. Vi har i høj grad øget vores komfortniveau. Nu er det ikke sådan, at vi skal bruge brændeovnen længere. Hverdagen er blevet meget mere bekvem. På førstesalen har vi fået et fantastisk rum. Der er højt til loftet og fyldt med masser af lys. Det har været hele arbejdet værd. Ovenlysvinduerne har betydet enormt meget. Uden dem havde hele etagen været mørk og dunkel som en hule. Nu kan vi se måner og stjerner fra vores seng, det er altså fedt. Vi har fået det præcis, som vi gerne ville have det. Det giver en kæmpe livskvalitet at have et hus, som vi er så glade for. Man nyder det også endnu mere, når det er færdigt og er lavet, som vi gerne ville - og vi selv har lavet langt det meste. Det er rigtig rart at føle, at vi har gjort huset bedre. Vores renovering har gjort et forfaldent hus til et hus, som nu kan leve videre.

Hvad kostede det så?

119.000kr. Energiforbruget før var 19.400kr./år. Energiforbruget efter energirenoveringen er 21.900kr./år. Det har økonomisk betydet -2.500kr./år.*

Fordele:

  • Bedre dagslys
  • Mere plads
  • Mindre træk
  • Mindre vedligeholdelse
  • Sundere indeklima

*Negativ besparelse: At tallet er negativt betyder, at parrets energiforbrug er højere nu end før energirenoveringen. Det skyldes, at de brugte deres brændeovn meget før, og det talte ikke med i energiregnskabet.

energitjenesten.dk samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. - Læs mere her

Luk og acceptér