Hemmeligheden ved en god klimaskærm er i al sin enkelhed at sørge for, at samtlige bygningsdele holder på varmen og dermed får gode overfladetemperaturer om vinteren. At den varme, radiatoren eller gulvvarmen har afleveret sætter sig i væg og rude og bliver der. Omkring en tredjedel af vores boligers energiforbrug til opvarmning forsvinder i dag gennem utætheder i bygningernes klimaskærm.
Ukontrolleret luftindtrængning i bygninger medfører derfor øget varmetab med højere varmeudgifter til følge. En af de simpleste måder at reducere energiforbruget og varmeregningen på er derfor at sikre en tæt klimaskærm.
Herudover spiller utætheder i bygninger også ind i forhold til indeklimaet, og kan bl.a. forårsage trækgener og i værste fald føre til bygningsskader som følge af fugt i konstruktionerne. Utætheder er derfor ikke hensigtsmæssige og bør så vidt muligt undgås i en moderne bygning.
Den primære bevæggrund for at tætne huset er at spare på energien. Ud over at isolere tilstrækkeligt er det vigtigt at tætne huset, så kold luft ikke blæser ind i boligen. Når kold og varm luft mødes, vil luften sætte sig i bevægelse. Det er det vi oplever som træk. En ting er, at et godt efterisoleret hus sparer mange penge på varmeregningen, hvad enten du bruger olie, træpiller eller varmepumpe – og det er måske særlig relevant i en tid, hvor samfundsøkonomien er i efterårsstemning. En anden ikke mindre væsentlig ting er, at et velisoleret hus opfører sig præcis som indersiden af en tehætte. Huset bliver simpelthen lunt på indersiden. Måske ikke 28 grader, men med overflader, der er ligeså varme som lufttemperaturen.
Til toppen