Glasuld

Glasuld hører til gruppen af de bedst varmeisolerende byggematerialer (lambda klasse 30). Det kan bruges til mange steder i en bolig, og er et hyppigt benyttet materiale til at isolere med. I Danmark kender mange glasuld under navnet ISOVER.

Glasuld indeholder fibre af glas, fremstillet ud fra sand, soda, kalk og glasskår (op til 75% genbrugsglas). Fibrene holdes sammen af bindemidlet bakelit (hærdet phenol- og formaldehyd harpiks modificeret med urea). Alle produkter er tilsat mineralske olier, for at binde støvet og gøre produktet fugtafvisende.

Glasuldisoleringen fremstilles i forskellige former, bl.a. som formstykker, der nemt kan tilskæres og monteres i fx vægge, og som trykfaste plader, der oftest bruges i tagkonstruktioner. Glasuldsisolering fremstilles også som løst granulat. Granulatet har en lambdaværdi på 0,042 når det blæses ud på loftet, og en lambdaværdi på 0,038 når det blæses ind i hulmure.

Anvendes glasuld som isoleringsmateriale, skal det ifølge bygningsreglementet sikres, at glasuldsfibre ikke kan komme ud i indeklimaet. Kravet kan anses for opfyldt, hvis materialerne er overfladebehandlede, eller de på anden måde afdækkes, indkapsles eller forsegles.

Fordele med glasuld:

  • Har gode isoleringsmæssige egenskaber
  • Ved fremstilling bruges høj koncentration af genbrugsglas
  • Let at arbejde med (kan skæres til efter behov)
  • Et robust og elastisk isoleringsmateriale
  • Glasuld kan komprimeres op til 80% - fylder mindre, lettere at transportere, færre håndteringer
  • Lav vægt - så håndværkeren undgår tunge løft

Ulemper med glasuld:

  • Fylder meget i konstruktionerne, når der ønskes en ekstra god isolering (kan dog findes produkter helt ned til lamdaværdi på 0,030 til tyndere konstruktioner) 
  • Kan støve lidt
  • Kan irritere øjnene
  • Kan forårsage kløe i huden

Bortskaffelse af glasuld

Alle mineraluldstyper skal til den kommunale forbrænding eller deponeres. Glasuld tages retur i samarbejde med enkelte kunder, og kun glasuld, som fraskæres når det installeres ude i bygningen. ISOVERs fabrik ligger ved Kolding.

energitjenesten.dk samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. - Læs mere her

Luk og acceptér