Radon er en radioaktiv gas, som er helt naturlig opstået i undergrunden. Hvis der er meget radon i undergrunden, er der risiko for, at den trænger op i boligen gennem utætheder i gulvkonstruktionen.
Sundhedsstyrelsen har lavet en opgørelse som viser, at der i Danmark er ca. 350.000 husstande, hvor den anbefalede radongrænse overskrides.
Luftens indhold af radon angives i enheden Bq/m³ (becquerel pr. kubikmeter). Mængden af radon i boligerne bør ikke overstige 100 Bq/m³. Forøgede mængder af radon kan føre til sygdom i form at lungekræft.
Radon er en usynlig gasart, som hverken kan lugtes eller ses. Den eneste måde at konstatere, om der er for meget radon i bygningen, er derfor at få foretaget en måling med en radon måler.
Mængden af radon kan reduceres ved at lufte ud enten ved hjælp af naturlig ventilation eller et ventilationsanlæg.
Hvis radonniveauet er højt, det vil sige over 200 Bq/m³, skal du sørge for, at tætne de revner, der kan være i boligens fundament, kældergulv eller vægge. Det samme skal ske de steder, hvor der er gennembrydninger i gulvet, fx til afløb.
En løsning kan også være at etablere et sug under gulvet, så der bliver skabt et undertryk, der suger den forurenede luft under gulvet væk og puster den udenfor, før den trænger ind i boligen. Det er en dyr, men effektiv løsning.
Tjek radonniveauet hvor du bor