cirkulationspumpe galten

Cirkulationspumpen giver en selvstændig besparelse

I forbindelse med installation af et pillefyr blev Betina og Lars anbefalet at få skiftet cirkulationspumpen til anlægget. Den nye pumpe giver i sig selv en økonomisk besparelse, og der var tilskud til udskiftningen.

Beslutning

Vi skiftede cirkulationspumpen, fordi vi skiftede fra oliefyr til et pillefyr. Det var ifølge vores vvs-mand energibesparende at skifte cirkulationspumpen, og det gav ingen mening at beholde den gamle, fordi vi jo skiftede hele anlægget. Så det var ikke noget, vi tænkte meget over.

Rådgivning

Informationen om udskiftningen af cirkulationspumpen fik vi fra vvs-manden, som vi havde stor tillid til, for han er fra det firma, hvor Betina arbejder. Han valgte også den rigtige cirkulationspumpe. Udskiftningen kom i forbindelse med skiftet fra oliefyret til pillefyret, hvor vi fik rådgivning fra Energitjenesten.

Økonomi

Vi brugte vores opsparing til cirkulationspumpen og til pillefyret. Hele projektet handlede om økonomi, for der er mange penge på spil. Vi ville gerne nedbringe vores udgifter til varme, for det var mange penge at hive ud af budgettet hvert år. Vi fik tilskud fra et energiselskab til cirkulationspumpen og de radiatortermostater, som vi skiftede samtidig. Det er da en fed måde at score nogle penge. Vi brugte også håndværkerfradraget til arbejdslønnen for hele projektet omkring pillefyret.

Forløb

Cirkulationspumpen blev udskiftet samtidig med, at pillefyret blev sat op en dag i januar. Vi havde 1 dag uden varme, men installatøren arbejdede helt til midnat, fordi han bare ville være færdig. Så det tog en god dag med det hele, men det var ret smertefrit.

Resultat

Cirkulationspumpen er med til at sørge for, at varmen er mere konstant. Vi hører ikke radiatorerne køre op og ned hele tiden. Det er en fin investering, når den nu i sig selv er energibesparende. Det er jo en ren økonomisk gevinst, for det er jo ikke noget, man mærker noget til, men det hjælper lidt på tegnebogen. Når man alligevel er i gang, kan det kun betale sig at få gjort. Det tog lang tid at få indstillingerne helt på plads, før den kørte optimalt.

Gode råd over hækken

  • Når man er i gang, kan man lige så godt få det gjort
  • Der er stor forskel på tilskuddene fra forskellige energiselskaber - ring til nogle stykker

energitjenesten.dk samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. - Læs mere her

Luk og acceptér